Disciplineringen af mennesket sker i vores samfund oppefra, idet politikere i dag mener at have en overvejende opdragende rolle. Snart må vi ikke ryge, snart skal vi spise sundere og dyrke mere sport, snart skal uddannelser gennemføres hurtigere, snart skal børn testes tidligere og hurtigt være dygtigere, mens stadig strengere straffe straffer stadig strengere straffede. Som denne disciplinering af mennesker også udtrykker en strenghedens og farveløshedens normalisering af os alle, der jo ikke i vores land oplever det store positive fællesskab, forsøger den med angst implicit at ensrette og forme en massekultur, der homogen og produktiv kan gøre det ud for mere inderligere tilhørsforhold, og derfor også er lettere at manipulere med.

Dette er en tendens, der også er også åbenbar indenfor biologien, der både opfinder flere og flere kategoriserende sygdomme, vi produktivt skal værge os mod, samt bestandig stiller nye krav til, hvordan vi forbliver, hvad vi allerede aner at måtte være: sunde forbrugere, forså vidt at der stort set kan sættes lighedstegn mellem sundhed og forbrug. Også her er der tale om strømninger oppefra, der på én gang har en belærende og adfærdsregulerende angstkarakter, og som med stadigt skiftende strenghed opstiller stadig mere snævre grænser for gyldig normalitet, idet denne just skal være udtryk for en sundhed, der rigtignok arbejder sygeligt hårdt for ikke pludselig at blive så uomtvistelig, at den ikke længere kræver det massivt sunde forbrug.

Vores kultur præges af en restriktiv ånd, der symptomatisk nok har meget lidt tolerance og forståelse overfor ”alternative livsformer”, og enten kriminaliserer dem eller finder en passende sygdomskategori, hvormed at dehumanisere dem langt ind i fjerne fagfolks eksklusive og kun principielle lødighed. Den systematiserede og vredladne indskrænkning af rummelighed stoler ikke på det positive eller nødvendige i menneskers måske ”anderledes” ytringer og livsformer, der opfattes som trusler, og netop den vredladne retorik, anslået særligt af DF, og som siger ”hårdere, hurtigere,” kan selv siges al for hurtigt at være blevet meget hård, en retorik der skaber netop de fjender, den behøver for, stadig mere velbegrundet, at opretholde og begrunde sin afgjort tiltagende nødvendighed.

En måde at måle restriktive tendenser på er at se på de krav, arbejdspladser stiller til ansatte. Hvorfor kan man tale om en professionalisering af mennesket? Fordi der fra historisk at have været en enhed mellem funktion og eksistens kommer en spaltningen mellem dem. Denne spaltning muliggør det moderne menneske forså vidt, at det igen kan forene hele sin identitet, køn, uddannelse og familie i den samlede bestræbelse, virksomheder nu aktivt hævder som human: det hele menneske, der skal være glad for at blive mere produktiv. Fritiden eller privatlivet bliver endnu en moderne underafdeling, borgere med disciplin lærer at forholde sig professionelt til, idet karriere også nu om dage udspiller sig overfor ens egne børn, der dog også selv mere må være børn af profession end af alder – alt sammen sker i den flugt, det er at springe på udviklingen og holde alle bolde i luften, og som fx med de mange tests af børn vidner om, at de, mere end barnagtige, dog må uddannes til i det mindste at være det produktivt: ”tidligere, hurtigere, hårdere.” Fritiden er en hel industri, rejserne, sporten, brandingen af vores personlighed på markedsvilkår, og således er den netop økonomisk rentabel, hvorfor også kapitalismen skelner mellem pligt og lyst, privatmenneske og pligtmenneske.

Men nu forsøger markedet – for noget identificerbart individ er det næppe – gennem moderne ”lyststrategier” og orientalsk coaching at aktivere privatmenneskets samvittighed og stolthed i det professionelle menneskes arbejde, således at skellet rentabelt udviskes. Den fornemmelse spredes, at arbejdet er en naturlig potensering og forløsning af privatmenneskets drifter, hvilket kan formuleres på denne måde: at det glade menneske gladelig forventes at præstere mere, at det i stadig højere grad ”selvstændigt” må sætte grænser for, hvornår arbejdet er godt nok udført, hvorfor ikke bare det gode humør men også den angst, der kommer af at have investeret hele sin menneskelighed i arbejdet, enten fører til udhuling og det totale tab af denne menneskelighed, så længe den stort set var opfundet til formålet, eller angstens krav til samme angsts stadig mere smilende præstationer.

Den brugte filosofi foregiver, at mennesket er målet og stiller derved desto større krav i kølvandet på den selvstyring eller ”selvstændighed” medarbejderne gives, og dermed negligeres det faktum, at mange mennesker slet ikke ønsker at styre, men selv at blive styret. Presser man dermed mennesker så meget, at de indtil sammenbruddet yder mere og derefter bliver rentable klienter i sundhedssystemet og på privatklinikkerne – behandlinger den etiske arbejdsplads retfærdigvis betaler, idet denne jo som det naturligste understøtter, det menneske du er? Modvirker man med choaching mental stilstand og kriser, eller skaber man allerede nu det fremtidige grundlag for deres vækstpotentialer? ”Den livsopretholdende ondskab,” som jeg forstår som behovet for at ødelægge for at kunne udleve healingen og forstå sig selv som dens retfærdige talerør og instrument, også i kapitalismen, hvor de nødvendige kriser bliver grobund og forudsætningen for fremtidig vækst – denne livsopretholdende ondskab undergraver livet således, at det fortsat kan være værd at leve som: den bestræbelse, vi kalder etik eller retfærdighed eller kærlighed, driften mod forsoning og uddannelse og sundhed, der netop manglede alt, hvis ikke den var afhængig af alt det – der kontant rentabelt truer den.

Mennesker ønsker ligeså meget angst og lidelse, som det ønsker tryghed. Meget må udfordres, meget må glemmes – hvem er dog det Panel, der bestemmer ”den gyldige lidelse” – er det den biologi, der gerne vil sælge stadig nyere produkter, er det de politikere, der kun ved at dressere mennesker på markedsvilkår ser at kunne flygte fra angsten, eller er det dem, der til egen fordel ikke blot omdirigerer og kanaliserer angsten, men også skaber den, hvor den endnu ikke findes? Såfremt man udvider angsten, udvider man i dag også dens vælgerklientel, og det står da fuldstændig fast, at man ikke uden negativ henvisning til andre kan foretage sig noget positivt selv. Betragtes ”alternative livsformer” som en trussel, fordi de repræsenterer noget, der, i takt med vores manglende kendskab til dem, også forekommer os repressivt og farligt, hvad det af hensyn til politikeres magt gerne skal blive ved med at være, så kan der slet og ret være noget dybt intolerant over de lykkeliges lykke, men også over de ulykkelige, der lykkeligvis er hævet over at måtte adressere den på egen grund og bringer andre i ulykke for at adressere den vrede, der har en indre og ikke ydre begrundelse.

Den intolerante lykke er, som den er vedtaget og behøver fjendebilleder, når synet af andres frihed vækker en forurettelse, der udtrykker og er symptom på vor eget indre fængsel, som det ængsteligt læner sig op ad en, også medicinsk, stadig mere indsnævret og repressiv normalitet. Det har endnu ikke rejst det påtrængende problem: hvordan vi igen kan bebrejde de syge deres sygdom, hvordan vi kan følge den værdifulde underholdning, når de gennem overtalelse og lidelse påtager sig ansvaret for den, hvordan vores egen moral derigennem kan fremstå desto sundere? Den intolerante lykke er også, når man ydermere uddannes i dens rent markedsorienterede kriterier. Den er de tendenser, der på arbejdspladser stiller stadig større krav til smilene i takt med den stigende angst, og den er det nederlag, mennesker føler, når en arbejdsplads på overfladen har investeret alt i dig, og du så alligevel ikke er glad, kan præstere mere eller ligefrem bryder sammen.

Den intolerante lykke er ensomheden, som er konsekvens af den succes, der, vedtaget som et ubestrideligt historisk faktum, understøtter en overfladekultur, i hvilken den stigende men planmæssigt forgylder de altid voksende industrier – den lidelse, der først bliver gyldig, når fremtidens vækst selvstændigt taler for dens åbenbare sandhed.